Kender du det, når livet pludselig tager en drejning, du ikke selv har bedt om?
Sådan havde jeg det for et par måneder siden, da min Instagram blev hacket.
Jeg brugte uger på at forsøge at få den tilbage – jeg skrev til Meta, fulgte alle deres formularer og prøvede alt, hvad jeg kunne finde af gode råd. Men efter 3-4 uger uden svar måtte jeg indse, at den konto, jeg havde bygget op gennem mange år, var væk. Træls med træls på……
Men midt i ærgrelsen begyndte jeg også at mærke noget andet. En lille stemme, der sagde: ’Louise, måske er det her faktisk din mulighed for at starte forfra på dine egne præmisser.’
En genstart jeg ikke selv havde planlagt
I forsommeren havde jeg faktisk gået og leget med tanken om at noget skulle ændres på min Instagram og blog – måske endda at skifte navn. Jeg kunne mærke, at jeg var et nyt sted i mit liv, og at det skulle afspejles i mit indhold.
Men jeg havde ingen planer om, at det skulle ske så hurtigt – og slet ikke fordi nogen hackede min konto!
Da jeg efter et par uger stadig intet havde hørt fra Meta, besluttede jeg at tage sagen i egen hånd. Jeg lavede en ny konto, og jeg skiftede navn fra theharbourgirl til louisemoller.dk. Et navn, der føles mere personligt, mere ægte og meget mere mig, som jeg er nu.
Et navn, der passer til mit liv i dag
Theharbourgirl passede perfekt i en periode af mit liv. Men i dag giver louisemoller.dk bare meget mere mening. Jeg har været igennem en række store livsforandringer – brystkræft, en fyring efter 34 år og et stressforløb – alt sammen inden for få år.
Du læse mere om mit stressforløb i blogindlægget ‘Du kan ikke altid se det’
De ting har ændret mit liv fuldstændigt. Jeg har måtte genopfinde mig selv i en alder af 55, og i dag lever jeg et Louise 2.0-liv – på nye vilkår, men med samme nysgerrighed og glæde som før.
Derfor føles det helt rigtigt, at min Instagram og blog også skulle have et navn, der matcher den version af mig, jeg er i dag.
Jeg kunne have droppet det hele
Jeg skal være ærlig – da kontoen blev hacket, overvejede jeg faktisk kortvarigt om jeg skulle droppe Instagram.
Men det føltes rigtig træls at miste alt det, jeg havde bygget op. Og samtidig vidste jeg, at Instagram har givet mig så meget – fællesskab og inspiration. Og sidst men ikke mindst så har jeg mødt en masse fantastiske mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt.
Så jeg besluttede mig for at starte igen. Og det er jeg virkelig glad for i dag. For allerede nu er der over 800, der følger med på Instagram igen – og det gør mig både taknemmelig og glad.
Indholdet er stadig det samme – og så alligevel ikke
Mit indhold handler stadig om det, jeg brænder for: at være dine GPS til god energi (G), power (P) og smil (S).
Jeg deler stadig åbent om livet efter store livsforandringer, og hvordan man kan finde sig selv igen – selv når alt bliver vendt på hovedet.
Jeg deler mine erfaringer med at leve med senfølger, med mindre energi end før, og hvordan jeg prøver at navigere i mit nye liv.
Men der er også kommet et nyt lag på. For jeg mærker tydeligt, at jeg står stærkere i dag. Jeg har accepteret, at jeg lever på nye vilkår, og jeg prøver at få det bedste ud af dem.
Det handler ikke om at have et perfekt liv – men om at have et godt liv, som det ser ud lige nu.
Små skridt og mikrotræning
Noget af det, der hjælper mig allermest, er min træning. Ikke de store vilde pas, men mikrotræning – små øvelser og bevægelse i hverdagen.
Det betyder utrolig meget for både min fysiske og mentale trivsel. Træning giver mig energi, og det hjælper mig med at holde fast i mit positive mindset, også på de dage hvor jeg er træt eller ked af det.
Hverdagsglæde har ingen alder
Jeg tror på, at livsglæde ikke har nogen alder. Derfor deler jeg også små ideer til, hvordan du kan skabe hyggelige hverdage med små oplevelser og gode stunder. For hverdage er der flest af – og når de fungerer, så fungerer livet også bedre.
En ufrivillig ny start – der blev god alligevel
Så selvom det var træls at miste min gamle Instagram, har det faktisk vist sig at være en gave i forklædning.
For den genstart, jeg ikke selv havde planlagt, tvang mig til at gøre noget, jeg alligevel havde gået og tænkt over.
Jeg fik ryddet op, startet forfra og justeret kursen.
Så ja – jeg blev hacket. Men jeg fik også et nyt kapitel. Og det kapitel har fået navnet louisemoller.dk.
Følger du ikke allerede med på min nye Instagram konto, kan du finde den via den blå link.
