Da jeg var i 20’erne og 30’erne, havde jeg et klart billede af, hvordan mit arbejdsliv skulle se ud. Det skulle bevæge sig fremad. Opad. Mere ansvar. Mere indflydelse. Mere fart. Jeg målte mig selv på titel, resultater og tempo. Og jeg var god til det.
Jeg troede, at udvikling betød at lægge flere lag på. At få mere. At kunne mere. At blive mere.
Da jeg blev ramt
Så blev jeg ramt.
Kræft. Fyring. Stress.
Tre ord, der hver især kan ryste et menneske. Samlet set ændrede de mit liv fundamentalt.
Da jeg stod midt i det, føltes det ikke som en ny begyndelse. Det føltes som tab. Tab af kontrol. Tab af identitet. Tab af den retning, jeg havde arbejdet og levet efter i årevis.
Kampen for at komme tilbage
Jeg gjorde det, jeg altid havde gjort: Jeg forsøgte at kæmpe mig tilbage. Tilbage til den version af mig selv, der kunne arbejde 37 timer – og mere til. Tilbage til den, der havde overblik, energi og overskud. Jeg ville bevise, at jeg stadig kunne.
Men det kunne jeg ikke.
Senfølgerne efter mit kræftforløb
For efter mit kræftforløb kom senfølgerne. Blandt andet fatigue – en kronisk træthed, der ikke bare forsvinder med en god nats søvn. En træthed, der sætter grænser, uanset hvor stærk min vilje er.
Jeg kunne ikke presse mig selv tilbage til den, jeg var. Min krop sagde fra. Hovedet sagde fra, og jeg oplevede koncentrations- og hukommelsesbesvær, som gjorde selv almindelige arbejdsopgaver sværere.
Det var en hård erkendelse. Du kan læse mere om mine senfølger i mit tidligere blogindlæg ‘Når trætheden tager over‘.
Hvem er jeg nu?
For hvad stiller man op, når arbejdsevnen ændrer sig, og man må acceptere, at man ikke vender tilbage til ’den gode gamle version’?
Det blev et vendepunkt.
Ikke fordi jeg havde en plan. Ikke fordi jeg syntes, det var spændende. Men fordi jeg var nødt til at forholde mig til virkeligheden.
Accepten
Jeg kunne blive ved med at kæmpe imod. Eller jeg kunne acceptere, at mit liv havde ændret sig – og at jeg derfor også måtte ændre retning.
Det blev begyndelsen på at genopfinde mig selv.
Ikke som en smart overskrift. Men som en reel proces. En proces, hvor jeg måtte tage mit arbejdsliv op til revision: Hvad giver mening for mig nu? Hvad kan jeg realistisk holde til? Hvor skaber jeg værdi – uden at slide mig selv ned?
Det krævede at jeg så på mig selv med nye øjne.
Jeg var nødt til at give slip på forestillingen om, at en karriere altid skal gå opad. At succes kun kan måles i titel og løn. At tempo er det samme som værdi.
Fra stressforløb til fleksjob
Jeg var igennem et stressforløb hos Odense Kommune, som hjalp mig med at sætte ord på og acceptere mine nye vilkår.
Sandheden er, at jeg ikke havde noget valg. 37 timer var ikke længere en mulighed. Men jeg havde stadig noget at bidrage med.
Jeg var igennem et rehabiliteringsforløb med henblik på at blive visiteret til fleksjob. Det tog knap to år fra jeg startede i stressforløbet, til jeg blev visiteret. Jeg oplevede et fint forløb ved Odense Kommune og følte mig hørt. Det betød meget i en periode, hvor meget andet føltes usikkert.
Et liv på nye vilkår
Mange ting blev lettere, da jeg accepterede og landede i mine nye livsvilkår. Et liv hvor jeg var mere bevidst om min energi – eller rettere mangel på samme. Gennem mit forløb lærte jeg at prioritere. Jeg lærte, at energi er en ressource, jeg skal forvalte – ikke forbruge.
Det har ikke været en lineær proces. Der har været tvivl. Frustration. Sorg over det, jeg mistede. For det er skræmmende at lukke en dør, der ser rigtig ud udefra. En dør, som andre måske stadig beundrer.
Men det er farligere at blive i noget, der ikke længere passer.
Jeg kommer ikke tilbage
Vi taler ofte om at ’komme tilbage’ efter alvorlig sygdom eller krise. Som om målet altid er at vende tilbage til udgangspunktet. Men hvad hvis udgangspunktet ikke længere findes?
Jeg har erkendt, at jeg aldrig kommer tilbage til den, jeg var før. Og det er faktisk ikke længere mit mål.
At skifte retning som 55-årig er ikke et tegn på, at du er færdig. Det er et tegn på, at du tager dit liv alvorligt.
Louise ver. 2.0
Jeg har måttet acceptere mine begrænsninger. Men jeg har også opdaget, at begrænsninger ikke nødvendigvis betyder stilstand. De kan skabe klarhed.
Mit liv blev ikke, som jeg troede.
Det blev anderledes.
Men i dag er jeg glad for mit Louise ver. 2.0-liv. Ikke fordi det blev lettere. Men fordi det blev mere ærligt.
Og midt i alt det svære ligger der en vigtig erkendelse: Når livet ændrer os, må vi have lov til at ændre retning. Også midt i livet. Også selvom det ikke var planen.
Hvis du selv står et sted, hvor noget ikke længere passer, ved du, hvor uroligt det kan føles. Måske kæmper du for at komme tilbage. Måske mærker du, at noget skal ændres.
Jeg har været der.
Og jeg har lært af alle de ting jeg har været igennem, at de bedste gaver ja de kommer faktisk nogle gange i rigtig grimt papir.
Og jeg ved, at det kan lade sig gøre at finde en ny vej. Ikke nødvendigvis en mere imponerende vej. Men en vej, der passer til den, du er nu.
Og det er i sidste ende det, der holder i længden.
