Er din sundhed også blevet til et Excel-ark?

Jeg har lige været fuldstændig lagt ned. Kombinationen af astma, høfeber og pollen ramte mig som en hammer. Resultatet? Jeg har været syg i godt 3 uger i maj og har derfor ikke kunnet træne i den periode. Det har været utroligt frustrerende, men midt i alt hosteriet og den manglende træning fik jeg faktisk tid til at tænke over noget vigtigt.

Nu hvor jeg endelig er klar til at starte op igen, kan jeg mærke en sær modvilje indeni. Ikke mod selve det at bevæge mig, men mod alle de tal, der normalt følger med.

Kender du det, at ens sundhed pludselig kommer til at føles som en fuldtidsstilling som revisor?

I mit hoved bor der i hvert fald en hel hær af tal, som råber i kor hver eneste dag:

  • Du skal gå 10.000 skridt.
  • Du skal være aktiv i 30 minutter.
  • Du skal spise 300 gram protein.
  • Du skal drikke 8 glas vand.
  • Du skal sove 8 timer om natten.
  • Du skal børste tænder i 2 minutter.

For ikke at tale om kalorier, frugter og knibeøvelser. Man mangler jo nærmest kun at indsende et månedligt sundhedsregnskab til SKAT for at være godkendt som et ordentligt menneske. Dit bliver simpelthen for stressende. Og hvor er glæden egentlig blevet af i alt det her?

Glad kvinde i grøn trænings t shirt i park
Er din sundhed også blevet til et Excel ark? Pt holder jeg en pause fra tallene

En pause fra tallenes diktatur

Derfor har jeg valgt, at jeg tager en pause fra tallene. De fylder p.t. for meget, og de stjæler mit fokus. I en periode vælger jeg bevidst IKKE at gå op i dem.

Sundhed handler ikke længere kun om sund mad, forbrænding og træning, men om at udløse kroppens naturlige ‘feel good’-signalstoffer som endorfiner og dopamin. Og dem finder jeg altså ikke ved at stirre mig blind på et display.

I stedet for at tælle alt muligt vil jeg satse benhårdt på min mentale sundhed. Jeg vil have mere fokus på at mærke efter, hvordan jeg rent faktisk har det, og hvordan min krop reagerer. Og en god måde at komme i gang med at træne på er mikrotræning. Det deler jeg nogle tips til i ‘Få mere energi med mikrotræning‘.

Hvad er ‘good enough health’?

I den forbindelse er jeg stødt på begrebet ‘good enough health’, som bedst kan oversættes til en ‘god nok sundhed’ eller et ’tilstrækkeligt sundhedsniveau’.

Det er en livsstilsfilosofi, som jeg virkelig har taget til mig i de her uger. Det handler i al sin enkelhed om at fokusere på realistiske rutiner frem for perfektion. Og om at smide den dårlige samvittighed og den stressende ”alt-eller-intet”-mentalitet ad helvede til.

For mig giver det så meget mening lige nu. Mad skal være fornuftigt uden at være en fanatisk kur. Søvn skal være god, men den behøver ikke være perfekt hver nat. Og bevægelse skal handle om at få aktivitet ind i hverdagen med god mavefornemmelse, frem for at tvinge mig igennem et skemalagt program, når overskuddet ikke er der.

Min faste udendørs fitness træning to gange om ugen holder jeg fast i, for den gør mig glad. Og så vil jeg gerne i gang med at løbetræne lidt igen. Tidligere har jeg fulgt faste programmer, hvor jeg skal løbe og gå i x antal minutter. Det gider jeg ikke mere.

Nu starter jeg uret og så løber jeg bare en distance, og så kigger jeg ikke på uret, før jeg er tilbage. Hvis jeg har brug for at gå undervejs, så gør jeg det. Når jeg har luft igen, løber jeg videre. Sværere behøver det ikke at være.

Glad kvinde i blå og lilla træningsjakke står med en legeplads i baggrunden
Jeg har aldrig fortrudt en træning og jeg er altid i godt humør efter jeg har trænet.

At sætte min sundhed fri

Jeg prøver kort sagt at sætte min sundhed fri og bare mærke mere efter. For hvad hjælper de 10.000 skridt egentlig, hvis jeg bliver så stresset over at nå dem, at jeg helt glemmer at være til stede i mit eget liv?

Hvad uret ikke ser, er jo alt det, der reelt tæller: at have det sjovt, være nærværende og have følelsen af at have det godt i min egen krop.

For mig hænger sund aldring uadskilleligt sammen med, hvordan vi har det indeni. Det er selvfølgelig godt og vigtigt at træne. Men det skal ikke være af ren og skær pligt, eller fordi et ur fortæller os det. Vi skal gøre det, fordi vi får det godt af det.

Vores mentale sundhed er mindst lige så vigtig som den fysiske sundhed. Hvis hovedet ikke er med, og hvis hverdagen bare bliver en lang to-do-liste af krav, så falder det hele fra hinanden. Og et studie fra Statens Institut for Folkesundhed viser at ‘mental sundhed kædes sammen med fysisk sundhed‘.

Tallene skal være en guide, ikke en dommer. Det er trods alt de øjeblikke, hvor vi glemmer at tjekke uret, der tæller mest i det lange løb.

Hvad er et godt liv for dig?

Lige nu virker det bedst for mig at skrue helt ned for regnearket og op for mavefornemmelsen. Jeg tror på, at det er vejen til et godt liv, hvor der er plads til både at passe på kroppen og passe på sindet uden dårlig samvittighed.

Jeg øver mig i at lade tallene ligge. Det er en proces, og min indre revisor prøver stadig at blande sig, men jeg holder fast i mavefornemmelsen.

Hvordan har du det med alle de tal i hverdagen? Bruger du meget energi på at holde styr på skridt, minutter eller gram, eller er du også bedre til bare at mærke efter? Skriv endelig en kommentar – jeg vil elske at høre dine tanker!

Glad 60+ kvinde i rød shirt laver en øvelse på en yogamåtte
Min mentale sundhed er mindst lige så vigtigt som min fysiske sundhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.